Grease på Kulsvierscenen

Vi har også brugt tiden på at finde ud af, hvilken forestilling, vi skal sætte op næste gang, og vi lovede at fortælle jer det, når vi var klar til at offentliggøre titlen. Det er vi nu, og vi skal spille GREASE.
Musicalen blev opført første gang i 1972, men blev først for alvor kendt, da den kom på film i 1978 med Olivia Newton-John og John Travolta i hovedrollerne.
Historien foregår i 50’erne, og vi møder Danny, som er leder af T-Birds, en sej, brylcremeglinsende bande rødder. Vi møder også hans sommerflirt Sandy, den nye pige på skolen – sød, genert, naiv og lidt for artig.
Sandy bliver optaget i Pink Ladies – gruppen af tyggegummignaskende, rå, sarkastiske, sofistikerede, dominerende og frække piger. Og så er der alle de andre, som også hører til i miljøet omkring Rydell High School.
Igen i år er der børn og voksne på scenen, og selv om dem der skrev Grease i sin tid ikke havde tænkt sig, at der skulle være børn med i forestillingen, så har Sebastians forestillinger om Ronja Røverdatter og Hodja fra Pjort lært os, at man ikke skal være bange for at bruge sin fantasi, og at man ikke skal lade sig begrænse. Så hos os er der plads til både de helt unge og de ældre. Og et lag sminke, hvor nogen bliver gjort lidt ældre og andre får glattet de allerede eksisterende rynker, kan nok hjælpe lidt med at udjævne aldersforskellen. Når der så også tilføjes brylcreme eller parykker og flotte kostumer, er der sikkert ingen, der vil synes, at det er for anderledes. Og skulle en enkelt af herrerne tale med lys kvindestemme, så er det måske, fordi han spilles af en kvinde!
Vi starter øveforløbet den 26. maj, hvor alle medvirkende både på og bag scenen mødes, får hilst på hinanden og får tildelt opgaver/roller. Så mødes vi en gang mere inden sommerferien, hvor vi skal have en læseprøve, og efter sommerferien går det for alvor løs.

Forestillingen opføres i slutningen af januar – starten af februar 2020, og til den tid vil det være 40 år siden, der første gang var teaterpremiere på Kulsvierscenen. Og det har vi altså valgt at fejre med opsætningen af den forrygende, festlige, humørfyldte forestilling, som bobler af fed musik og festlige sange.

Vi mangler sponsorer
De af jer der overværede forestillingen Hodja fra Pjort bemærkede sikkert, at vi havde nogle tekniske udfordringer bl.a. med vores lydudstyr. Det er gammelt og slidt og kan ikke længere følge med. Derfor er vi nødt til at investere i nyt udstyr, og det koster penge – mange penge.
Så har du – eller kender du – et firma, som har lyst til at give et bidrag til det nye udstyr, vil vi meget gerne høre fra dig. Til gengæld for et sponsorat kan vi tilbyde fribilletter til forestillingen og reklameplads i det trykte program. Send en mail til kulsvierscenen@kulsvierscenen.dk, hvis du vil vide mere om vores sponsorpakker.