Holdoversigt sæson 2023-24

Mor/far og barn gymnastik (ca. 1-3 år)

Henvender sig til børn i alderen ca. 1-3 år samt én forældre/voksen.

Til forældre/barn gymnastik skal vi bruge kroppen i leg og bevægelse – både med og uden gymnastikredskaber. Vi vil have fokus på at have det sjovt sammen, samtidig med at vi arbejder med motorik, sanser og kropsbevidsthed. Forældre og børn er sammen om en gymnastiktime, hvor vi alle får lidt sved på panden og sammen kan udvikle glæden ved at bevæge sig. Der skal hoppes, danses og leges med alt fra små ærteposer til store skærme. Allervigtigst er, at vi har det sjovt sammen!

Det er ønskeligt, at børnene kan gå inden opstart, så de får det optimale ud af gymnastikken og ikke bliver ”løbet over ende” af de større og mere mobile børn på holdet.

Praktisk:
Træningstøj til dig og dit barn: shorts og t-shirt eller gymnastikdragt med leggings. Langt hår opsat.
Bare tæer eller bløde gymnastiksko, ikke strømpesokker og ikke kondisko.
Børnene må ikke bruge sut under træningen.
Drikkedunk med vand. Det er ikke tilladt at medbringe anden drikke og spise til træningen. Det må vente til efter træningen.

Forældre og andre pårørende, der ikke træner med, må ikke være i salen under træningen.
Der vil blive arrangeret “kigge-på-dage” i salen i løbet af året.

Mandage kl. 16.00- 17.00 Gymnastiksalen på Alsønderup gl. skole




Dance Fun (ca.5-10 år)

Dance Fun for de 5-10-årige. Vi finder de fedeste hits at danse til – både noget roligt, og noget vildt.
Vi lærer to danse helt udenad, så vi kan give den gas til opvisningen. Det gode sammenhold er i fokus, og vi træner indbyrdes koordination og samarbejde. Vi skal have det sjovt og gøre os dygtige og super seje. Det bliver hårdt, sjovt og vildt hyggeligt.

DanceFun er for både drenge og piger.

Holdet er uden forældredeltagelse, ud over de første træninger.

Torsdage kl. 16.00- 16.55 Gymnastiksalen på Alsønderup gl. skole


Tumlespring 1-2-3 (ca. 3-6 år)

Tumlespring er det op i tre hold på forskellige niveauer/alder med og uden forældredeltagelse.
Derfor melder man sit barn til det enkelte hold – Tumlespring 1, 2 eller 3.
I løbet af sæsonen, kan det være muligt at skifte fra ét tumlespringshold til et andet, men kun efter aftale med trænerne.

Fælles for Tumlespring 1-2-3 gælder:
Praktisk:
Træningstøj til dig og dit barn: shorts og t-shirt eller gymnastikdragt med leggings. Langt hår opsat.
Bare tæer eller bløde gymnastiksko, ikke strømpesokker og ikke kondisko.
Drikkedunk med vand.
Det er ikke tilladt at medbringe andet at drikke og spise til træningen. Det må vente til efter træningen udenfor hallen, f.eks. i ’cafeteriet’ eller omklædningen.

Træning:
Træningerne foregår generelt holdvis, men nogle gange vil vi lave træning på tværs af hold for alle Tumlespringere.

Forældre:
Forældre og andre pårørende, der ikke træner med, må IKKE være i hallen under træningen. Her henvises til ’cafeteriet’. Der vil blive arrangeret ’kigge-på-dage’ i hallen i løbet af året.


Tumlespring 1 (ca.3-4år)

Børn i alderen ca. 3-4 år med 1 forælder, som deltager i træningen sammen med sit barn.
Har du og dit barn lyst til at lave gymnastik og have det sjovt med andre børn og forældre, så kom og vær med.
Vi skal lege og springe og hermed udvikle motorikken på den sjove måde. Vi skal bl.a. slå kolbøtter, stå på hænder, springe og hoppe på airtrack og minitrampolin. Dette ved redskabs-stationer med mange udfordringer.
Her kan alle være med.

Her arbejder vi med:
Motorikken, rytmikken og balancen. Lytte til rytme.
Leg, gymnastik og spring.
Disciplin –  at lære at stå i kø og vente på tur.
At lave forlæns og baglæns kolbøtter, vejrmøller og at stå på hænder m.m.
Basisspring på minitrampolin og i airtracken.

På Tumle 1, skal man have én forælder (voksen) med til træningen, som træner med. Det kan være for at skabe tryghed, men kan også være for at styre de børn, som endnu ikke kan stå i kø alene. Forælderen skal møde i træningstøj og være med på banen.

Vi starter træningen med opråb og redskabsopstilling, og vi rydder op sammen til sidst i træningen det tager ca. 5 min. hvor alle børn og voksne forventes at deltage. En del af redskaber fra Tumlespring 1 bruges til Tumlespring 2, så disse skal ikke ryddes op.

Tumlespring 1
Torsdage kl. 16.00-16.55 – Kulsviergårdens idrætshal. (indeholdt redskabs-opsætning)


Tumlespring 2 (ca. 4-5 år)

Børn ca. 4-5 år med mulighed for forældredeltagelse.
Har du lyst til at lave gymnastik og have det sjovt med andre børn, så kom og vær med. Måske er du ikke klar til at give helt slip på mor/far, derfor har du mulighed for at have en voksen med til træning.
Der kommer sved på panden og der vil være fuld fart på. Vi springer, leger og griner.
Vi træner på redskabsbaner med udfordringer til både nybegynderen og den øvede.

Her arbejder vi med:
Motorikken, rytmikken og balancen. Små rytme-serier.
Leg, gymnastik og spring.
Disciplin – At lære at stå i kø og vente på tur.
At lave forlæns og baglæns kolbøtter, vejrmøller og at stå på hænder m.m.
Basisspring på minitrampolin og i airtracken.

På Tumle 2 er der mulighed for at have én forælder (voksen) med, som er til stede under træningen men som står på post ved et redskab/en station på banen. Det kan være for at skabe tryghed.

Træningen starter med fælles afkrydsning og opbygning af bane, og vi rydder op sammen til sidst i træningen ca. 5 min. hvor alle børn og voksne deltager.

Tumlespring 2
Torsdage kl. 16.00-16.55 – Kulsviergårdens idrætshal. (indeholdt redskabs-oprydning)


Tumlespring 3 (ca. 5-6 år)

Har du lyst til at lave gymnastik og have det sjovt med andre børn, så kom og vær med.
Du skal kunne klare dig uden dine forældre til gymnastik.
De må vente udenfor imens.
Der kommer sved på panden og der vil være fuld fart på. Vi skal springe og lege og hermed udvikle motorikken på den sjove måde. 
Dette ved redskabsstationer og enkelt baner med udfordringer til både nybegynderen og den øvede.

Her arbejder vi med:
Motorikken, rytmikken og balancen.
Leg, gymnastik og spring.
Disciplin – At kunne stå i kø og vente på tur.
At lave forlæns og baglæns kolbøtter, vejrmøller og at stå på hænder m.m.
Begynde at træne salto og lave overslags- og flikflak-øvelser.
Basisspring på minitrampolin og i airtracken. Vi vil også enkelte gange tage vores stortrampolin i brug.

Fra kl. 16.00-16.10 sættes dagens baner op , her vil vi gerne have hjælp fra forældrene.
Herefter afkrydses gymnasterne og opvarmningen begynder og de sidste 5 min af træningen bruger vi, sammen med gymnasterne på at rydde de ting op næste hold ikke skal bruge.

Tumlespring 3
Torsdage kl. 16.00-16.55– Kulsviergårdens idrætshal. (indeholdt redskab opsætning og oprydning)


Spring 1 (ca. 7-9 år)

På Spring 1 har vi fuld fart på. Vi skal lave en masse gymnastik og sjov. Der kommer sved på panden. Vi skal springe og lege, udvikle motorik og muskler på den sjove måde. Alle kan være med – både begynderen og den øvede. Der trænes samtidigt med spring 2, derfor kan alderen variere alt efter hvor man passer bedst ind.

Her arbejder vi med:
Motorikken, rytmikken og balancen.
Gymnastik og spring. Sammensætning af spring.
Disciplin – At lære at stå i kø og vente på tur.
At lave forlæns og baglæns koldbøtter, vejrmøller, araberspring og at stå på hænder, begynder på flikflak øvelser m.m.
Spring på minitrampolin og i airtracken, at hoppe med samlede ben, at lave opspring, split spring og andre basis, samt salto træning og andre spring i minitrampolinen. Begynde på rotationsspring.

Praktisk:
Træningstøj: shorts og t-shirt eller gymnastikdragt med leggings. Langt hår opsat.
Bare tæer eller bløde gymnastiksko, ikke strømpesokker og ikke kondisko.
Drikkedunk med vand. Det er ikke tilladt at medbringe anden drikke og spise til træningen. Det må vente til efter træningen udenfor hallen, f.eks. i ’cafeteriet’ eller omklædningen.

Forældre og andre pårørende må ikke være i hallen under træningen. Henvises til “cafeteriet”
Der vil blive arrangeret “kigge-på-dage” i hallen i løbet af året.

Krav: For at være med på Spring 1 er det vigtigt at kunne høre efter og gøre hvad trænerne siger.

Torsdage kl. 17.00-18.30 – Kulsviergårdens idrætshal.


Spring 2 – Let øvede (ca. 9-12 )

Spring 2 Fra let øvede springere til øvede gymnaster. (begyndere over 9 år kan også starte på dette hold).
Vi springer samtidig med Spring 1.

Vi skal have masser af sjov, vi skal blive super stærke, så vi kan hoppe endnu højere og motorikken udvikles på fuld drøn, så vi kommer i gang med de rigtigt sjove og seje spring. Vi prøver grænserne af ved at øve flikflak, saltoer og mange andre svære spring.

Her arbejder vi med:
For De let øvede:
At lave flotte og hurtige vejrmøller med tilløb.
At gøre vores koldbøtter perfekte og komme i gang med flyvekoldbøtter.
At lave araberspring efterfulgt at opspring, så vi er klar til at køre videre ud i flikflak.
Basis og avancerede flikflak øvelser.
At lave rigtigt høje opspring, splitspring, sammenlukket og meget mere.
Basis og avancerede øvelser til salto.

For de Øvede:
Araberspring, Flikflak, Kraftspring, Håndstand.
At bruge kroppen til at få maksimalt udbytte af trampolinen, så man kommer så højt som muligt.
Salto, både sammenlukket, hoftebøjet og strakt – med og uden skrue.

Praktisk:
Træningstøj: shorts og t-shirt eller gymnastikdragt med leggings. Langt hår opsat.
Bare tæer eller bløde gymnastiksko, ikke strømpesokker og ikke kondisko.
Drikkedunk med vand. Det er ikke tilladt at medbringe andet drikke og spise til træningen. Det må vente til efter træningen udenfor hallen, f.eks. i “cafeteriet” eller omklædningen.

Forældre og andre pårørende må ikke være i hallen under træningen. Henvises til “cafeteriet”
Der vil blive arrangeret “kigge-på-dage” i hallen i løbet af året.

Krav:
For at være med på Spring 2 er det vigtigt at kunne høre efter og gøre hvad trænerne siger.
Man kan stå i en kø uden at larme.
Man kan hoppe med samlede ben i minitrampolinen.
Man kan lave opspring i minitrampolinen.
Man kan lave en vejrmølle.

Torsdage kl. 17.00-18.30 – Kulsviergårdens idrætshal.


Spring 3 for øvede (ca.12-18 år)

Er for de øvede springgymnaster. Her er der gang i den, der hoppes højt og øves på både nemme, avancerede og svære spring. Vi udfordrer alle – både børn og voksne på lige præcis det niveau de er på til at komme videre og blive endnu bedre.

Krav:
Samme krav som Spring 2 begyndere og:
At man kan eller er meget tæt på at kunne lave en salto i minitrampolinen.
At man kan lave araberspring med tilløb.
At man kan eller er godt i gang med at lære kraftspring og flikflak.

Alle hjælper med oprydning af redskaber i slutningen af træningen.

Forældre og andre pårørende henvises til “cafeteriet” under træningen.

Torsdage kl. 18.30-20.00 – Kulsviergårdens idrætshal.


Mindful-træning / ManuVision

Mindful træning / ManuVision, træningen har rod i gamle traditioner fra Yoga og Karate og andre træningsformer, der giver øget kropsbevidsthed, styrke, smidighed og mere optimal vejrtrækning.

Øg din mindfulness og mindsk stress i krop og sjæl.

Træningen er et godt supplement eller alternativ til behandling, da det moderne menneske tit mangler gennemstrømning og fleksibilitet i kroppen. Ved at træne regelmæssigt, kan man forebygge ældning af kroppen, skader og stress. Træningsformen er også gavnlig, hvis du har problemer med ryg og fødder.

Træning kan dyrkes i flere sværhedsgrader. I ASGI tilbydes træning i lettere/medium niveau (alle kan være med). Julie Guldbæk som underviser i ASGI er uddannet ManuVision kropsterapeut og træner.

Praktisk: Træningstøj: Tøj du kan bevæge dig i og bare tæer

Mandag kl. 9.30-11.00 – Gymnastiksalen på Alsønderup Skole
Torsdag kl. 17.00-18.30 – Gymnastiksalen på Alsønderup Skole


Fit Dance (voksne)

En sjov time med masser af dans iblandet styrkende øvelser i serierne. Vi danser til nutidens musik og de gode gamle numre fra 70’er, 80’er, 90’er og 00’erne. Hip-hop, disco og latin krydret med en snert af zumba trin. Vi kører 45 min. nonstop og bruger de sidste 15 min på mave/ryg koncentreret træning og udstræk.

Kom og vær med! Tag naboen, kollegaen eller en ven med under armen – altid godt med en træningsmakker, så man kommer afsted!

Mandage kl. 17.15-18.15 – Gymnastiksalen på Alsønderup Skole


Puls/Styrke (voksne)

Vil du gøre noget godt for dig selv? Så kom til Puls/Styrke træning hver torsdag på Kulsviergården i koldhallen, er det godt vejr træner vi også gerne udendørs!

MANGLER TRÆNER


M/K-holdet (seniorer)

M/K-holdet er for muntre kvinder og kække mænd. Alle kan være med, også selv om du ikke har gået til gymnastik før. Vi skal have det skægt, mens vi får arbejdet hele kroppen igennem.
Vi bruger lette håndredskaber, små og store elastikker, håndvægte, redondobolde. Vi udfordrer balancen. Vi strækker ud og slapper af til stille musik.
Vi skal holde os i gang hele livet. Det er aldrig for sent, at begynde at gå til gymnastik.
Kom og vær med til en sjov energi givende gymnastik time hver mandag vinteren igennem.

Mandage kl. 19.30-20.30 – Gymnastiksalen på Alsønderup Skole


Motion for seniorer m/k (seniorer)

Seniorgymnastik er for dig, der gerne vil have rørt kroppen. Vi laver gymnastik, som alle kan være med til, selvom man aldrig har gået til gymnastik før.
Vi er heldige, at vi har mange forskellige småredskaber som vi flittigt bruger i løbet af sæsonen. Vi skal føle, at vi er blevet brugt efter hver time og kan gå glade og tilfredse hjem.
Et godt grin og sved på panden er bare sagen.
Kom og vær med og husk: Vi går ikke til gymnastik for at blive yngre, men for at leve længere.

Onsdage kl. 10.00-11.15 – Kulsviergårdens idrætshal.
(Husk vi starter først i uge 38 – onsdag den 20. september)


Idræt om dagen for seniorer

TRÆNINGER FOR SENIORER 60+ (er du yngre og har lyst at være med er du også velkommen)PÅ KULSVIERGÅRDEN – Sjov motion for seniorer – træninger.

Kunne du tænke dig at dyrke motion og deltage i sjove, varierende aktiviteter, hvor især det sociale tæller?

Så ta’ med til Idræt om dagen – sjov motion for seniorer 60+ år og tag gerne din ægtefælle, naboen, vennen, veninden med.

vi slutter træningen med at hygge med kaffe/te og måske lidt kage 🙂

Mandag Kl.10.00-12.00 på Kulsviergården i idrætshallen.