ASGI HB på besøg hos skytterne

Alsønderup Idrætsforening var ved sidste hovedbestyrelsesmøde på besøg i Skytteafdelingens klubhus. Der var gang i skydningerne og Niels Olsson fra skytternes bestyrelse viste rundt og fortalte historier.

Faktisk startede Alsønderup Idrætsforening som en skyttekreds i 1885. I dag er der både mulighed for at skyde indedørs og udendørs. For i Alsønderup Idrætsforenings skydeafdeling, er vi så heldige at have både 15 m, 50 m og 200 m baner. I vintersæsonen skyder vi på 15 m banen i kælderen under Alsønderup skole.

I forårs og sommersæsonen skyder vi på vores 50 m bane som ligger bag skolen på Baunevej 10. Her har vi 12 baner at skyde på. Derudover har vi også her vores eget klubhus, hvor der er mulighed for at hygge med andre klubkammerater. Om sommeren er der ligeledes mulighed for at skyde på vores 200 m bane, på Hanebjerg skyttecenter.
At du ingen riffel har, er ikke en undskyldning for ikke at komme og prøve at skyde. Skytteafdelingen har nemlig rifler som kan lånes på træningsdagen.